Fjernvarme – status her og nu.
Vedr. tilslutning til fjernvarmeanlæg fra Spentrup:
Der er i dag 63 husstande , der har meldt ud, at de er interesserede i Fjernvarme i Hald. Der er 182 husstande i Hald, og heraf 155 med gas eller oliefyr.
Spentrup melder imidlertid ud, at man gerne ser, at Hald indtil videre orienterer sig i andre retninger end Spentrup. Samme holdning indtager TLV. (Trustrup Lyngby Varmeværk, der står for anlægget i Spentrup) Man udelukker dog ikke, at en senere tilslutning kan komme på tale. Men den mulighed har tilsyneladende noget lange udsigter for Hald, så andre muligheder må bringes ind i overvejelserne.
Udvalget under lokalrådet har i mellemtiden suppleret sig selv, så det nu består af Jens Vestergård, Flemming Jensen, Torben Laursen, John Kni Nielsen og Svend Erik Kjær Nielsen.
Det har holdt konstituerende møde, hvor det blev præciseret, at det arbejder frem mod at holde et borgermøde til drøftelse af, hvilken løsning, man evt. skal nå frem til i Hald. Kommunen har siden givet tilsagn om at dække udgifterne hertil.
Udvalget har også holdt møde med kommunens repræsentanter på området – Majken Bach Hentze og Rene Hald – hvor man diskuterede forskellige muligheder for Hald.
Kommunen har jo meldt ud, at man betragter Hald som et potentielt fjernvarmeområde og at man derfor ikke pt. kan søge tilskud til individuelle anlæg. Der tegner sig så følgende muligheder:
1.Fjernvarmeanlæg:
Rene Hald fra Randers kommune har fremlagt og sendt et foreløbigt overslag over, hvad et evt. anlæg i Hald kunne løbe op i: Det vil koste ca. 25 mill. at anlægge et sådant værk, tilslutningsafgiften løber op i 50.000, Den anslåede varmeudgift for et 130 m2 standardparcelhus løber op i 17.500. (se iøvrigt skitsen nedenfor.) Forudsætningen for at et sådant anlæg kan etableres er, at tilslutningsprocenten er 84,5, – en noget udfordrende opgave!! Rene Hald lovede på mødet, at han ville foretage en ekstra beregning af omkostningerne ved at etablere et fjernvarmeanlæg i Hald.
2. Termonet.
En anden mulighed for Hald er Termonet . Her foretages der boringer i 100 – 300 meters dybde og trækkes uisolerede rør til hver husstand. I den enkelte husstand sørger indendørs varmepumper så for at varme op til en acceptabel fremløbstemperatur.
Randers kommune har tilbudt at afholde udgifterne til, at der foretages en screening af, om et sådant anlæg kunne være en løsning for Hald. Her er man tilsyneladende ikke bundet op på et helt så rigidt krav om antallet af tilsluttede. Mindre anlæg er undervejs i andre tilsvarende byer og økonomien ser ud til at kunne holdes indenfor samme niveau som fjernvarmen.
3. Biogas.
Endelig er biogas inde i overvejelserne. Som priserne er lige nu er det fuldt konkurrencedygtigt i forhold til fjernvarme! Behovet for investering er lig nul – eller i værste fald begrænset til udgifterne til opstilling af en gastank i byen, hvis det skulle blive nødvendigt. Det kræver så blot på sigt, at der bliver politisk vilje til, at det projekt kan accepteres , da biogassen politisk er øremærket til transport og industri på sigt
Vi afventer yderligere udspil fra kommunen og forventer at afholde et møde i forsamlingshuset snarligt derefter..